Hvert riskorn har sin gud

Sagde vores guide på den food tour vi var på mandag. Hold det i mente.

Vi blev vist spændende helligdomme midt i byens vrimmel, templer med stimer af forældre som fejrede deres vist 3-5-7 årige unger i smukke kostumer - de japaner kan altså finde ud af at fejre livet - og en lille købmandsbutik, der specialiser sig i goma - sesam - og når man lukker op for det lille korn, er der en kæmpe viden at hente, og et væld af smag.

Vi fik knæksprøde småkager med sesam (den sorte sortristede sort.. der findes tre typer sorter, og så mange ristningsgrader at det kunne få en kaffemølle indehaver til besvime)

Elsker det niveau af specialisering, og japanernes absolutte frygtløshed i at sammensætte smage. Og det virker! Sesam, rød bønnepasta, og søde kartofler i dlik og kager, syltede tørrede blommer på chips og brisler, sødsødsød tofu i din florlette fiske-tang suppe. Og det virker.

I Danmark rækker kreativitet til kanel og kardemomme i snurrene.

Vores guide var skøn - og Margrethe og hende var bare pot og pande! 

maden var dog ikke noget chokerende vi ikke kunne have fundet selv.

Resten af mandagen dykkede vi ned i Miyazakis fantasiverden i et storcenter - og ja, se selv hvor fedt det var! Margrethe fik taget billede med vores allesammens yndlings cypres-træs ånd (igen, det store i det små). Ånden viser sig kun for børn, og er stor, vamset og kærlig - men er også skovens paraply-flyvende beskytter.

Pak sammen, Mary Poppins. Vi skal ikke opdrages, men i stedet danse i blomsterbedet natten lang.

Næste dag indtog vi et stor helligdomshave, med flere forskellige bede-helligdomme mellem haverne, i Osakas sydlige udkant. Sumiyoshi Taisha. Billeder siger mere end tusind ord - så hér er de:

Om aftenen dykkede vi tilbage i indre Osakas menneskestimer, for at genbesøge den lille helligdom, begravet mellem huse og shoppingcentre, hvor lokale fodrer (kaster) vand på en mosbegroet Buddha figur, en tradition der var blevet holdt i hævd siden, vidst, anden verdenskrig.

I aftenskæret havde det en endnu større magi - men mest magisk var den ægte hellighed, vi så udspille sig ved siden af buddhismen: en gammel, krumrygget dame blev mødt af en halsende kat - og efter en lille snak viste hun den ud til siden, hvor hun tog en madskål op af sin rygsæk. 

Dér fodrede hun så katten, og snakkede med den. 

Tja - nogle folk kaster vand på en Buddha, andre giver en kat vand og mad. Igen, vildt smuk brudflade: den symbolske og æstetiske helliggerning, og den nære, næstekærlige.

Så grillede vi selv smørblødt, heftigt smagende wagyu på en sitdown-outside- gadehjørne bar, hvor køen ellers bare kun voksede bag os. 

Som alkoholisk sløjfe på aftenen  fandt vi en rolig bar - beværtet af en irsko-fil japaner. Og der blev vi lagret i kvalitetswhisky. Ingen jonglering med glassene, eller is udskåret med damaskinsk foldet kniv i japan-stål. Tilgengæld havde han en viden om whisky, Osaka og Kyoto som han kunne underholde med, og den der terapeutisk intense lytten-hed, de bedste bartendere praktiserer. Og det mens han ene mand serverede og lavede snacks til samtlige gæster - gamle hipstere, tre bejlere og en tøs, to japanske mødre og så os.

Mindre gejl, mere af sådan nogle som ham.

Og så dejsede vi ellers om derhjemme.