Fra Djævleøen til Osaka

Digt selv resten - (Mel. Fra Engeland til Skotland)

Så er vi ankommet til Osaka: vi har nedlagt 16 timer i fly, været på forkant med jetlagget (tak Mejse - vi omstillede os før liftoff), duftet at luksus-lufthavnsparfume hele vejen (tak Joy - kun Oud kan gøre det).

Med vinduesskodderne lukkede fløj vi som en ping-pong kugle over den smukke grønblå kugle, vi allesammen kalder hjem: det gjorde det ikke nemmere at forstå rejsens længde - vi var lukket for verden, mens fartøjet var blevet kastet som et spid halvvejs over verden fra Helsinki til Osaka.

Så stod den på paskontrol og toldkontrol - og lige som alt andet i Japan fandt vi ud at det er kontrastfyldt - interne kulturelle brydningsflader der skurer mod hinanden ligesom de tektoniske plader der sørger for at Japan er så jordskælvsomrystet. 

Og hold nu godt fast! Først skal man oprette sig på internettet hjemmefra, med alle de muligt restrictede ting. En liste der indeholder:

• dyr
• Kød
• Planter
• Sværd
• Mordvåben
• Mere end 1 måneds forbrug af dødelig gift (jeg skulle undgå at kaffen blev min død da jeg læste det. Hvad er. 1 måneds forbrug - skal man gå efter et konservativt 1 mord per dag? Hvad hvis man bare ønsker at indlægge folk med en mild halspine? Hårdt at være snigmorder i disse tider.)
• Og det der var relevant for os: megen medicin er ulovlig i Japan - der importeres ikke smertestillende. Men vi kunne ikke finde mine (Joys) hormoner på listen. Vi meldte dem stadigt til, med dertil indrettet medicin attest.

Men vi kom igennem - med Joys hormon-tilskud godkendt.

En proces der involverede meget søde japanere der viste en hvordan man bruger og vender en mobil, med buk og Sorry og nejen og smilen - og en underliggende tone af at det gerne måtte gå hurtigt. Da vi havde et problem fik vi både hjælp og blev bugseret til siden, så det næste menneske ikke skulle vente 5 sekunder for meget.

En reél venlighed, der samtidig uudtrykkeligt giver en fornemmelse af at den kulturelle norm er en tynd sti, alle skal overholde. Margrethe var fan, Joy var ved at få en jing-jang formet hæmoride.

Misforstå os ikke - venligheden er reel. Japan er et land med et folkesind, der nærmest fysisk presser sig ind på en i folkemængderne, og som er imponerende og smukt i mødet med enkelte:

Alle går i venstre side, bortset fra idiotiske turister. Og der er pile der gelejder en ind i den rigtige side. Vi mangler kun neonlys og kabeltræk så man fysisk var naglet i den korrekte gåbane.

Både i flyet og senere hen på en togstation mødte vi to venligt-finurlige japanske livsværker - den sidste må i dog høre om senere.

I flyet var det en japansk varm business-mand, som blev ores sidekammerat. Med et gensidigt udvekslet Undskyld fra os alle tre, når vi skulle ind og ud fra sæderne, så vidste han vist at vi var på bølgelængde. På vejen ud af flyet spurgte han os, hvor vi skulle hen. Vi gav ham vores rejseplan (den får i læsere senere) - hvortil han lyttede dybt og nikkede anerkendende til destinationerne. Vi sagde at vi var Foodies, og så sagde han "Osaka is the food capital of Japan". Joy slyngede nogle retsnavne ud, og dem byggede han videre på som var det Lego. Indgående og reelt. Så ønskede han os en skøn rejse videre og vi spurgte om ham. På vej hjem fra Paris - vi nikkede dertil ligeså anderkendende, og spurgte om det var en smuk tur. Han sagde "desværre, forretning." Med et ærværdigt smil "men nu er jeg hjemme". Den der hjemkomstglæde ramte os som en kæbeknuser. Han var reelt stolt af sit land, og ville gerne have at vi også skulle se hvorfor, på vores måder.

Touchdown.

Lange køer, køer, køer overalt, som testede Joys tolmod. Med den sitren i benene kom en fornemmelse af Japan er mere lig Danmark end som så. Køerne gik langsomt fordi alt fra togbilletter til restaurant-madkøb er digitalt: og antallet af turister der er paralyseret over et rejsekort er slående. Men igen, allestedsnærværende, er der en eller anden ansat hjælper, der leder de forvildede videre. En anden verden.

Billedet er en af Tori portene ved Hokuki-Jinja ved Osaka slot. Portene markerer skelet mellem en verden og en anden - normalt den verdslige og åndernes.

Efter touchdown, tog og sejlen gennem menneskemængder... og trapper! Tusind trapper med tung bagage og ingen elevatorer, fik vi os selv indkvarteret og bagagen bukseret.

Så tog vi afsted mod Osaka Castle. Et ældgammelt slot, plantet i egen (meget smukke, velpassede) Park. Om aftenen er selve slottet lukket, men man kan stadigt komme i parken, over gangbroen og indenfor murene.

Med færre turister kunne vi virkeligt nyde det lysshow der var sat op til at få det hvidmalede slot til at skinne som en rubin.

Og to andre funklende ædelsten foran slottet!

Vi undgik det moderne lysshow der var kastet omkring parken i slottet: Sådan en skismatisk popkulturel neonsag, hvor lydbilledet var et akkompagnement af vesterlandske hits fra de sidste tyve år. Meget pudsigt valg af luftforurening. Men igen - de kulturelle brydningsflader ligger i lag i Japan. "Det passer da til kunsten" gnækkede Margrethe tørt inden vi vendte snuden tilbage mod det mere tidsløse udtryk fra borgen og parken selv. 

Derefter, a-sti a-sted til en Isekaya - det japanske svar på en bodega. Meget skønnere, og med mad. Mere en form for kro, men med et tempo så højt som en bar. Det mærker man dog ikke, for man sidder i egen lille båd og verden, hvor højtrykket så blæser udenfor. Såååå hyggeligt.

Og vi spiste så lækkert!

Knasende blødsprøde lakseæg

blæksprutte der var så blødt som silke (de havde tværskåret fibrene)

Grillet tun med røget overflade - så godt så Margrethe udbrød "HOLD DA HELLT FEST" - vi fnisede som to skolepiger, så godt var det.

Cremet søpindsvinerogn - det har en dyb, flødet, jordagtig, krebset umami - som korallen på skaldyr - og bruges som krydderi på sushi og i fiske-bowler som luksesingrediens. 

Vi fik også en hvid/rød fisk, der simpelthen er den bedste type sushi vi har fået.

 Torskerogn, få i midten, med en halv jordomrejse til forskel fra den danske grånende, firskårne (ellers helt fine) sag til at virke som et spild af fiskeliv.

Aftenen sluttede med at vi blev opasset af en bængel af en togvagt (selvfølgelig eksisterer de for at holde ro og orden på platformerne)

"Hello, hello" pibede han og vinkede sig selv over til os. "Where are you from!" Udbrød han mere end spurgte og hev et lille rødt hæfte frem. "Ah, denmark, yes yes" smilede han kækt og slog op på en på en side fyldt med kragetæer.

" Go-mon ! Go-dag! Go-af-ten! Tak! Un-skyl"

Og Margrethe kunne svare med den japanske udgave!

Han lyste op som et julelys - eller nok rettere som Osaka slot om aftenen - og slog på den lille hjemmedrejede parlør han havde fyldt med ord fra... Ja, det må være samtlige af verdens sprog.

Han sagde varmt på engelsk "jeg er 56! Min søn, 27, ligesom jer!" Vi svarede 32 - og han grinede. "Samme samme, samme generation". Han så på engang ud som sin alder med en standhaftig embedsmandspositur, men havde en form for ungdommelig glæde. Med sit strøskæg og gestik kunne han nærmest være sin egen søn. 

I er så venlige i Japan! Nåede vi kun lige at sige før han tog sin betjenthat af, og bankede på sportshold klistermærket sat på indersiden "Osaka Tigers! Osaka-folket er venlige. Næste plads går til Kyoto. Tokyo-" stoppede han og vendte en finger nedad. "De værste, ikke venlige!" Med et drillende smil fortsatte han "vi spiller mod Tokyo Giants. Dårligt hold" hvortil Joy sagde "Tokyo og tokyogiganterne må være små" og gjorde sig helt lille, klovnet.

Game knows game - han blev også lille og sagde "meget små! I må se det" - vi må selv tjekke efter, og nyde vores tur.

Det er da en meget sødere måde at være Roligan på end den danske norm. Inden vi fik lov til at skride ind i toget kom han krydsende platformen igen, ikke ulig en torpedo.

"Hvor skal i hen? - Hanazonochō" svarede vi. "Rigtig vej, godt godt, i kan det" 

... Han ville bare tjekke om vi to turister var ret på vej. 

Igen, folkesind. Her virker alle som om de reelt er stolte af deres job, indtil benene. Det er det modsatte af Sartre's harseleren over tjeneren, der går så meget ind i sin rolle at de stopper med at være menneske først.

Jeg tror lige at han skulle tygge lidt på Japan. For man kan godt være opslugt af job og folkesind, og bevare sin underfundighed.

Men selvfølgelig, som metro-skildvagten  sagde, så kan det bare være Osakanerne der har forstået at linedanse mellem konformitet og finurlighed, folkesind og egenagtighed.

Vi håber dog at den magi er at finde i resten af Japan... Også i Tokyo.

Forvent dog kortere posts i fremtiden - mere fokus på oplevelser og mad.