I dag drog vi afsted med Tsumuji temple.
Men først skal i vide, hvad en daruma er. Små røde, gale mænd - æggehovede trædukker, der originalt var både legetøj og symbol på held og udholdenhed.
I Buddhist templer bruges de til at nedskrive mål på (og få folk til at kaste penge i dem, i røgelse, i lys, i spådomme og souvenirs)
Mini-dukkerne, Kachi-dharma' har en i-ching spådom isat i de udskårne hul under (Husk det!). Vi købte begge en - og når man så har fokuseret og læst visdomsordet med tanken i mente, kan man påskrive et ønske og sætte den lille vrede vogter et sted på tempelpladsen.
De større dukker, darumaer, skal der skrives et umiddelbart mål på bagsiden, og et sammenhængende livsmål på undersiden - en bøn i samme ånd beder man med røgelse i hånden, og lader derefter røgen bade Darumaen, så de har bønnens essens. Venstre øje males, og hvis det kortsigtede mål nåes, males det højre og Darumaen returneres til templet - ens bønder er blevet hørt.
Det smukke er - at målene og bønnerne ligger i forlængelse af hinanden. Sådan er det jo også i livet: hvis man ønsker sig lykke - skal man gå efter det!
Individuelt købte vi en Kachi-Dharma hver. Så vi trak en spådom og lavede et eget ønske, og sammen lavede vi en større Daruma - med et fælles mål og livsmål. Den individuelle spådomsord for mig ramte mig så hårdt - og så godt. Det var et spid gennem nu'ets temaer: oprigtighed.
Hele templet emmer af mødet mellem natur, kultur, det kommercielle, det turistede, det dybt traditionelle, og ikke mindst. LEG. Finurlighed. Sanselighed Røgelsesduft, ritualer, munke der synger og messer konstant - deres bønner og gong-slag projiceres ud over templet med højtalere. Turister der står i timelang kø for at få taget billeder ved den store Daruma-mur. Spådommen scannes med en QR kode.
Det er så spændende. Vi kunne ikke lade være med at snakke om det danske skel mellem teknologi, spiritualitet, det hellige og leg - og hvordan det her er pure opløst. Det udtrykkes best med Darumaerne selv: De komisk små, men vigtigt galsindede ønske-beskyttere bunker sig op, folket sætter dem på blade og træer, de tager bad og har indtaget Buddha selv. Og vores små Darumaer sidder i et træ sammen. Stor kunst, hvor man er med til at sætte sit eget lille præg på det værk som er tempelgrunden. For man deltager jo selv - planter et lille rødt frø - og bader sine ønsker i røgelsesrøg. Men .an kan også tage den med hjem, den lille vogter, hvis man er hoarder, eller en andens hvis man identificerer sig som kleptoman.
Det vil være som hvis man frivilligt, hvornår som helst under en prædiken i kirken, kunne vælge at jonglerer med oblaterne. Eller nej, vent lige, dårlig analogi. For der er ingen sammenligning mellem de danske rigide hellige rum og den japanske sammensmeltning.
Lidt har også ret, der er ting som er værd at vogte med vrede, men allervigtigst, for at være helt (k)ærlig, livet er værd at tage oprigtigt - men ikke seriøst.
Efter vores absolut berigende tempelbesøg - tror ikke vi har oplevet noget så meningsfyldt i årevis - trekkede vi tilbage til fods ned af minoh Park, bjergside-naturområdet under templet, som vi havde snydt os selv for med en bus på vejen op. Og godt vi gjorde det, for vejen ned var så flot og spændende, at vi havde siddet fast og aldrig haft ordentlig tid i templet.
Halvvejs nede af slyngruten ligger minoh falls vandfald. WAUV, siger jeg. Vandfaldets rumlen bliver højere minut for minut.
Jeg lader billederne af det tale for sig selv.
Så blev det mørkt, og meget magisk. Vi drog ned af bjergsidens sidste vertikale halvdel, som slanger sig forbi mange små hyggelige taverner der afbrød den grønmørke aftenmulm, med det rislende afløb fra vandfaldet som vores rejseven. Vi forestillede os straks begge skovens allestedsnærværende ånder (alt er besjælet i Japan... Eller i vores hoveder. Vælg selv). Normalt snakker jeg (Joy) ikke på andres vegne, men jeg ved det her: For Margrethe begyndte at synge den magiske sang fra Totoro, hvor skoven vokser sig uendelig stor og vild, med ældgamle, underfundige, søde-skovkonge ånds hjælp. Og det var præcist sådan vi havde det. Nærmest intet lys kom oppefra. Mørkt, opslugt af skoven, men helt magisk og hyggeligt, og vi nynnede begge så muntert. (Måske grinede vi og en lille tårre kneb sig frem)
Vi tager med al sandsynlighed vejen op til vandfaldet på en af vores dalre-dagr: for alle de små boder var lukket på vores vej ned - og vi skal da prøve friterede ahornsblade (minoh osakanerne er meget stolte af deres ahorn - bladende er på delser, på huse, i gitrenes filigran og lavet til smilende maskotter for enhver butik med et milligram af selvrespekt).
Såååååå sluttede dagen af med en overdådig shabu-shabu - et kilo fucking (pardon my French) østers og kammuslinger i misosuppe, med tyndskåret fed gris og kål derunder. Ikke kun mængdevis var det en showstopper. Smagen af gris, tangen i østers'nes maver, østersne selv og den nærmest kaffe-stærke, gærede miso var så lækker at den fik Margrethes "Det her er jo vildt godt" Award. Slupre slupre, de østers blev bare støvsuget af os to.
Men vi var ikke mætte endnu! (Det var vi nok, men vi var så madhøje at vi bare måtte have mere.)
Så vi gik i gadedrenge... Gadepige? -Hop over til den isekaya (det japanske svar på en bodega, men med frisklavede grillsnacks, det skal gå hånd i hånd med alkoholen). Den havde fanget os med sin grilldunst på vejen mod vores aftensmad. I det lille hyggelige træhummer stod en firskåren kok, og flammerne stod om ham som var han Satan selv. Omkring køkkenøen sad de lokale bænket og kunne overvære herligheden mens de mæskede og varmede sig med ild, godter og læskende alkohol.
Vi blev sat ved et bord - til finere gæster og folk der ikke kunne tale japansk, så vi ikke brød den japansk-lokale stemning ved baren, med udsyn til dét halvhemmelige indsnit i vægen, hvor drinksne blev skænket op ved siden af grillen - et lille siderum i muren, hvor han kunne gå hen når han ikke var i gang med at diske alskens grill ud til gæsterne.
Og rigtig nok, den grill måtte have været varm, og med den væskemangel måtte han jo også have en whisky highball hver gang han fyldte en gæsts glas op.
Gudskelov var der kun plads til 12 gæster, ellers tror jeg ikke fysisk hverken han eller hans lever kunne følge med. vi var til sidst i tvivl om hans øjne var smalle på grund af kul-svedethed, eller øh, blodprocenten i hans alkohol - eller også var det omvendt. Men ligegyldigt det, måske nærmest på grund af det, var han en varm ekspert i både grillmad, pure arbejdsiver, og i farten hvormed alle gæsterne serveredes. Totalt hypnotiserende - og meget meget lækker mad.
Vi mæskede os i mørkt kyllingekød, grillet til perfektion, med yuzu-sohu - en blanding af aromatisk yuzu-citron, salt og grøn chili -
Kyllingenyre hårdt grillet og derefter åbnet og dyppet i sød soja, gumper hvor alt ben var fjernet. Alt, de kød til pickles til indmad og glinsende rumpetter blev skyllet ned med citrus-highballs.
Desværre ingen billeder af de meget hyggelige omgivelser af respekt for de andre gæster.
To timers overdådighed senere vandre-valsede vi rødkindede ned i metroen og tilbage til hotellet. Og vi er begge helt enige - hvorfor har vi ikke traditionen med en lind strøm af vildt smagende snacks, der skylles ned med en strøm af specialalkohol i tætpakkede, mad-dunstende barer.
Comments
Post a Comment